Madordning

MADORDNING

Madmor


I Strandmarkens Børnehave og Vuggestue er der et køkken, og her regerer Camilla, det er mig!

Jeg sørger for formiddagsmad, frokost og eftermiddagsmad til alle børnene (morgenmaden bliver klaret af pædagogerne).

Maden bliver lavet fra bunden af ordentlige råvarer. Alle basisvarer er økologiske, det meste kød og grøntsager ligeså og det, som ikke er, er fortrinsvis dansk, hvor vi har strengere regler for blandt andet sprøjtning af afgrøder end i mange andre lande.


Næsten hver uge er der fisk på menuen og grøntsager bliver puttet ind over det hele, hvor jeg ser mit snit, enten i ublu og rå fremtoning, eller smuglet ind hvor ingen ser dem – frikadeller og kødsovs er f.eks. altid 50% grøntsager.


En uge byder som regel på 1 suppe/grød-dag, 2 rugbrødsdage og 2 dage med varm menu. Nogle børn er gladest for den varme mad og nogle for rugbrødsmadder, så jeg vægter begge lige.


Jeg kan lide at have rum til at improvisere, derfor udspecificerer jeg kun sjældent menuen til rugbrødsdagene. Der er 3-5 valgmuligheder for børnene i pålæg. Altid et fiskepålæg, især makrel og torskerogn, som børnene elsker, men også tun(børnehave)/kippers(vuggestue), laks og sild. Derudover kan det være skive-ost, flødeost, hytteost, spegepølse, leverpostej, kyllingekødpølse, diverse andre kødpålæg, æggesalat, omelet, hommus, ovnbagte aubergineskiver, kartoffelmad, ærtespread, kartoffelspread, og andet ”mærkeligt grøntsagssnask, som Stine prøver at få os til at spise, men jeg tror måske det er giftigt” - og figenpålæg.


Noget at det, der bliver spist rigtig meget af her i børnehaven er brød, fordi eftermiddagsmaden skal kunne spises uden at efterlade nævneværdig opvask, og fordi børn brænder en masse krudt af i løbet af dagen og blandt andet har brug for kulhydrater. Jeg sørger for at det er nogle næringsrige kulhydrater: brødet er altid hjemmebagt, altid med en god andel fuldkorn, altid økologisk mel af forskellig slags og derudover prøver jeg at variere det så meget jeg kan, og luske lidt mere af det sunde i: gulerod, rødbede, græskar, sødekartoffel, kartoffel, bønner, majs, pastinak, soltørret tomat, kerner og frø, abrikoser, svesker, æbler, citrusskal, kanel, kardemomme, gurkemeje, hvidløg, pizza-/ æble-/ sødekartoffelsnegle, foccacia med jordskok, gulerod osv. osv.

Sammen med eftermiddagsbrødet får børnene noget frugt eller grønt. Det kan være æbler, pærer, melon, blommer, druer, ananas, gulerod, rødbedeskiver, hvidkålsstrimler, et stykke majskolbe osv. osv. alt efter hvad årstiden byder på.

En gang imellem står der også frugtgrød eller sukkerfri risdessert med frugtpure på eftermiddagsmenuen.


Frokostkulhydraterne, som ris og pasta, er altid fuldkorn foruden kartofler, som jo ikke er fuldkorn, men alligevel rige på vitaminer og mineraler og kostfibre.


En af de ting der beviseligt giver mere mad-mod og mad-tilvænning, er når børn får lov at være med til at lave mad. Jeg har desværre ikke tid til at have børn med i køkkenet særlig tit (men det var f.eks. sjovt en dag vi skrællede rødbeder og lavede vampyr-high five, og mange rødbeder røg til smagsprøver (som jo næsten er det vigtigste)). Det vil hjælpe jeres børn til større madmod, hvis I en gang imellem tager dem med i køkkenet og laver nogle ting sammen, som de ikke plejer at spise.


Det er en daglig glæde at lave mad til jeres børn; de fortæller mig begejstret om både det de kunne lide ved dagens måltid og det de ikke kunne lide (det vigtigste er jo også at smage – og blive ved med at smage hver gang), og ligegyldigt hvad jeg har udsat dem for, får jeg kram og glade farvelråb, når jeg går hjem gennem legepladsen – så gider jeg godt at komme igen i morgen! :o)

Madordning og kostpolitik

  • Madordningen i Strandmarken startede den 1. Oktober 2014.
  • Formål med madordningen i Strandmarken: Børnene får sunde og nærende måltider, og den rigtigt sammensatte næring. Børnene skal være mætte og der skal være fuld benzin på motoren, så de kan være kørende i den tid, de er i børnehaven/vuggestuen.
  • Endvidere vil børnene introduceres til forskellige madoplevelser. Børn spiser igennem deres sanser, æstetik: syn, duft, smag er også en del af madoplevelser. Børnene vil også blive udfordret i deres madvaner, og der vil være mad, de skal vænne sig til.
  • Det velkendte og det knap så velkendte vil følges ad. Det drejer sig om madmod, børnene skal lære at smage på maden, også det de ikke kender. Det er i orden ikke at kunne lide det, men man skal smage på maden. Det er personalets opgave at støtte barnet i spisesituationen.
  • Madordningen i Strandmarken følger Fødevarestyrelsens anbefalinger.
  • Vi tilbyder børnene mælk til morgenmaden, og vand til frokost. Vuggestuebørnene får også mælk til formiddagsmaden.
  • Strandmarkens kostpolitik er udarbejdet i samarbejde med vores bestyrelsesformand

 

Budget

  • Hvidovre kommune har meldt et madbudget for Strandmarken, der svarer ca. til 9-10 kr. pr barn pr. dag for måltiderne i børnehaven og vuggestuen.


Det gode måltid

  • Down to basic drejer det sig om god og sund mad, at børnene bliver mætte, og så drejer det sig om madmod og -dannelse
  • Det handler om at deltage i fællesskabet og at være med til at skabe rammerne for et hyggeligt måltid – det skal være en god oplevelse at spise mad i Strandmarken, tilsat et ordentligt skud kærlig og kulinarisk karma. Endvidere drejer det gode måltid sig også om at: Besøge Stine i Køkkenet - Børnene skal være med til at dække bord - Dele mad rundt - Selv øse op på sin egen tallerken - I den forbindelse udvikle finmotorikken når man spiser med kniv og gaffel eller ske – og ikke mindst, lugte til, snakke om og se på maden.

 

Personalets rolle

  • Personalet deltager i måltidet sammen med børnene, via det der kaldes det pædagogiske måltid, hvor personalet får en symbolsk portion, som de spiser sammen med børnene, og deres opgave er, at implementere madordningen i praksis, at opmuntre og støtte børnene i at smage på maden. Personalet er forgangsmænd og kvinder, og de skal være med til at skabe nysgerrighed og en positiv ånd hos børnene.
  • Der er en god og tæt dialog mellem personale, køkken og ledelse for at udvikle en sund, nærende og bæredygtig madordning til gavn og glæde for børnene (og forældre).

 

Økologi

  • Vi støtter tanken om økologi, men det er også en realitet at jo mere økologi, jo større belastning på budgettet. Vi står for grøn og sund fornuft. Vi har en økologiprocent på lidt over 50, og Stine prioriterer økologiske og/eller danske varer så det giver mening i forhold til økologi/bæredygtighed og budget.

 

Særlig hensyn

  • Hvis der er mad som barnet ikke kan tåle eller ikke må få, så kom til Stuen/køkkenet, og så finder vi en løsning sammen. Ved fødevareallergier vil vi dog kræve en lægeattest.

 

Fødselsdage

  • Fødselsdage på junglen ”vuggestuen” 
  • Afholdes i institutionen

 

  • Fødselsdage på Panda ”Flexstuen” 
  • Afholdes i institutionen

 

  • Fødselsdage på steppen ”stor stuen”
  • Afholdes i institutionen eller på besøg hos barnet. (hele stuen)

 

  • Det er også ok at invitere, alle drenge eller alle piger. Så længe fødselsdagen foregår udenfor børnehave regi. Invitationer må gerne deles ud i børnehaven så længe det er til alle piger/drenge.

 

Sukker: less is enough

  • Der er ingen sukker til morgenmaden. Dette gælder både vuggestue – og børnehave børn
  • Vuggestuen kører nul sukker, husk dette til fødselsdage.
  • Børnehaven har ikke sukkerforbud til fødselsdage, men et minimalt indtag. Der ud over køre vi minimal sukker i børnehave. (altså ingen ferie is osv.)
  • Er der evt. ønsker om, at dit barn absolut ingen sukker må få, efterkommes dette ønske selvfølgelig.

 

Madplan 

  • Madplan for ugen, lægges op på Aula hver mandag.